23948sdkhjf

Amerikansk tøjgigant noterer sig milliardfald på bundlinjen

Det amerikanske selskab, der er kendt for sine sneakers, betegner selv resultatet som stærkt.

Sportstøjsgiganten Nike så sin nettoindkomst falde med 16 procent i det seneste regnskabsår til 5,1 milliarder dollar.

Det viser selskabets årsrapport, der blev offentliggjort torsdag.

Beløbet svarer til cirka 35 milliarder kroner.

Faldet på godt 1 milliard dollar var på trods af en vækst i omsætningen på 10 procent til 51,2 milliarder dollar.

Resultatet er en smule under, hvad markedet havde forventet af den amerikanske gigant, hvis aktie er faldet omkring fem procent i værdi siden årsskiftet.

Aktionærerne fik udbetalt samlet to milliarder dollar i udbytte af selskabet i regnskabsåret, der gik fra 31. maj 2022 til samme dato i år.

Selv betegner Nike de "stærke" resultater som bevis på, at selskabets strategi fungerer.

- Vores investering i innovation og vores digitale lederskab giver næring til bred vækst på tværs af vores portfolio af brands, lyder det i en udtalelse fra John Donahoe, præsident og administrerende direktør i Nike.

Selskabet anerkender dog at have døjet med højere produktionsomkostninger, fragtpriser og ugunstige vekselkurser i løbet af regnskabsåret.

Salgsomkostningerne voksede da også med 15 procent til 29 milliarder kroner i regnskabsåret.

Ifølge mediet CNBC har markedet for beklædning og skotøj været presset, i takt med at forbrugerne har mindsket deres udskejelser som følge af den stigende inflation.

Derfor har selskaber som Nike været tvunget til at øge reklamebudgetterne for at fastholde forbrugernes interesse.

Nordamerika er fortsat Nike største marked med omsætning for i alt 18,4 milliarder dollar i regnskabsåret, hvoraf 12,2 milliarder dollar kom fra salg af sneakers.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112